Året der gik – Tak for samarbejdet i 2019

Året der gik – Tak for samarbejdet i 2019

Med højdepunkter som 20-års jubilæum, ny administrerende direktør, ministerbesøg, studietur samt vækst og visioner for fremtiden kan 2019 betegnes som endnu et begivenhedsrigt år for FRECON. Vi takker for samarbejdet i det forgangne år og ser tilbage på et 2019 med fart over feltet.

År 2019 har budt på flere highlights. Læs med, når vi tager jer gennem året der gik:

Ministerbesøg og seniorpolitik

Året begyndte med fornemt besøg af daværende beskæftigelsesminister Troels Lund Poulsen (V), som forud for besøget havde udvist stor interesse for FRECONs seniorpolitik og vækst. Under besøget var ministeren særligt begejstret for firmaets østjyske profil, store indsats inden for vedvarende energi og unikke partnerskab blandt ejerne Frederik Rytter og Leif Christoffersen.

ISO 9001:2015 certificering og yderligere fokus på kvalitet

På samme dag i februar stod auditorer klar til at eksaminere FRECON-ansatte. En travl dag, der udmundede i en ISO 9001:2015 certificering med nul afvigelser. Certificeringen understøtter FRECONs fortsatte fokus på gode kvalitetsservices, der skal forbedre kundeoplevelsen og sikre grundige interne og eksterne processer i alle projekter.

Nye projekter, kundesegmenter og kolleger – og CFD som udviklingsområde

2019 har på mange måder været et år, som har budt på nye udfordringer og fremgang i FRECONs kunde- og projektportefølje. Blandt større projekter indenfor vedvarende energi kan fremhæves samarbejdet med BLAEST om udviklingen af en ny vingeteststand samt projektet med ”Mr. Windpower” Henrik Stiesdal om termisk lagring af energi fra vindmøller og solceller – et samarbejde, der i maj måned vandt prisen som Årets Innovationsprojekt på Energy Innovation Clusters årsmøde.

FRECONs kompetencer indenfor Computational Fluid Dynamics (CFD) har været et strategisk udviklingsområde, der i 2019 for alvor er kommet i spil på tværs af brancher og projekter. Netop FRECONs tværfaglige erfaring og alsidighed har ligeledes betydet fastholdelse og udvidelse af kundesegmenter indenfor alt fra vindmøller og procesudstyr til fødevareindustrien til beregningsopgaver på fritids- og haveudstyr.

Med de mange spændende projekter i støbeskeen har vi budt velkommen til 12 nye medarbejdere i 2019 – herunder flere nye kolleger til vores kontorer i Esbjerg og Tommerup på Fyn. I FRECON er vi nu et skarpt team på 32 mand – skal vi optimere dine mekaniske løsninger i det nye år?

20-års jubilæum og ny visuel identitet

August 2019 markerede FRECONs 20-års jubilæum. I den anledning blev FRECONs to ejere Frederik Rytter og Leif Christoffersen sat i stævne til en snak om FRECON-kulturen, der er kendetegnet ved stærk faglighed, vidensdeling og samarbejde på tværs, kvalitetsbevidsthed og høje ambitioner – alt sammen noget, som vægtes højt i vores stræben efter at levere de bedste kundeoplevelser. Hos FRECON vil vi gerne benytte lejligheden til at sige tak for alle lykønskningerne, for det gode samarbejde og for de spændende opgaver igennem de første 20 år. Vi er klar til at tage 20 år mere!

FRECONs ejere Leif Christoffersen og Frederik Rytter

I anledning af jubilæet fik FRECON i 2019 også et nyt logo og website. Den nye visuelle identitet skal understøtte FRECONs fantastiske udvikling fra et enkeltmands-foretagende i vindmøllebranchen til et ingeniørhus med ekspertviden indenfor mekaniske løsninger på tværs af brancher.

Studietur til Budapest og strategiske mål for fremtiden

I oktober 2019 gik turen til Budapest, hvor der ventede alle tre kontorer fra Horsens, Esbjerg og Tommerup fire dages teambuilding og faglige indslag. På studieturen blev der arbejdet med fælles strategiske mål og værdisæt, og der blev også tid til et besøg på Audis 5,2 millioner kvadratmeter store produktionsanlæg. Udover faglige indtryk bød turen til Ungarns hovedstad på riffelskydning i en gammel bunker, middelalder-inspireret middag samt Michelin-anbefalet restaurantbesøg. Studieturen vakte begejstring blandt ledelse og medarbejdere og var med til at sikre fremdrift og opretholdelse af den teamånd, der kendetegner FRECONs kultur.

Ny vision – vi drømmer om at opfylde dine drømme

Hos FRECON har vi en drøm… om COOL FRIHED. FRECON-drømmen, som vores nye vision kaldes, blev til virkelighed på studieturen til Budapest, men har været i støbeskeen længe, da den står for de værdier og den kultur, som har kendetegnet os i mange år. COOL FRIHED handler ikke kun om FRECONs visioner for fremtiden, men også om at forme og opfylde vores kunders drømme – og vi glæder os til at efterleve visionen i kommende projekter og samarbejder.

Claus Mølgaard Jensen er ny administrerende direktør

Efter en kort periode som konstitueret adm. direktør blev Claus Mølgaard Jensen officielt indsat på direktørposten i FRECON A/S. Det sker efter, at Bo Birkemose i oktober på udramatisk vis opsagde sin stilling som administrerende direktør for at søge nye udfordringer. Claus Mølgaard Jensen har siden 2017 været salgsdirektør i FRECON og har som en del af ledelsesgruppen allerede haft stor indflydelse på ingeniørhusets vækst og strategiske udvikling.

Tak for samarbejdet i 2019 – og på gensyn i 2020

Hos FRECON ser vi tilbage på 2019 med glæde og ydmyghed over spændende kundeopgaver, udvikling og vækst. Vi er beærede over at kunne bidrage med vores kompetencer i det forgangne år og værdsætter i høj grad de tætte samarbejder, som der kommer ud af det.

Vi ønsker alle kunder og samarbejdspartnere en rigtig glædelig jul og et lykkebringende nytår. Vi ser frem til nye spændende opgaver og siger på gensyn i 2020.

 

På vegne af hele FRECON-teamet

Claus Mølgaard Jensen, CEO & Niels Bendixen, Project Director