Som uddannet maskinarbejder og værktøjsmager kan FRECON-medejer Leif Christoffersen trække på sin praktiske erfaring i arbejdet med kunder på tværs af brancher.
Med en baggrund indenfor konstruktion af avancerede værktøjer til den krævende bilindustri ved FRECONs medejer Leif Christoffersen, hvad der skal til for at opnå gode løsninger og tilfredse kunder.
”Sammen med at man er god til at skabe sig et overblik, og har sans for detaljer og løsninger, som også fungerer i det virkelige liv, skaber det grundlaget for løsninger, der gør en forskel for kunderne,” fortæller Leif.
Fra krævende bilindustri til omhyggelighed og kreativitet
Indtil han som 30-årig tog en teoretisk uddannelse som værktøjskonstruktør, arbejdede Leif Christoffersen som maskinarbejder og værktøjsmager i værktøjsbranchen. Særligt konstruktionen og dokumentationen af forskellige typer værktøjer til svensk og tyske bilproduktion har givet en værdifuld erfaring, der kan overføres til FRECONs nuværende og kommende kunder.
”Bilindustrien stiller meget høje og strenge krav til din kunnen og idérigdom. Ofte får vi kun en emnetegning, som vi skal arbejde videre med og konstruere et værktøj ud fra, som fx skal kunne producere en lille del til et sæde. Det kan tage op til et par tusinde konstruktionstimer og ende med over 5.000 stumper i et enkelt værktøj,” fortæller Leif.
For produktionen i bilindustrien stiller ultimative krav til værktøjers præcision og robusthed, når produktionshallerne sætter i gang. Bliver et værktøj for hurtigt slidt eller går i stykker, må hele produktionen sættes på pause. Ligeledes skal det færdige værktøj kunne producere enkeltdele i meget store seriestørrelser – og det med hundrededele millimeters nøjagtighed. Som værktøjskonstruktør kræver det både stor omhyggelighed og en vis portion kreativitet for at skabe gode og holdbare løsninger.
”For at kunne tegne værktøjet skal vi også forholde os til flere hundrede siders krav til eksempelvis, hvordan Volvo eller Lear Corporation ønsker deres værktøjer opbygget eller hvilket fabrikat af normdele eller stålvalg, vi må anvende i det endelige værktøj,” siger Leif. ”Det kræver stor kreativitet og omhyggelighed for at kunne arbejde sig frem til de rette løsninger, som kan honorere alle krav og samtidig kunne produceres i praksis.”
Leif har udover til bilindustrien også konstrueret værktøjer til produktion indenfor fly, hvidevarer, fødevarer, vinduer, solfangere, transportbånd, blomstercontainere – og ikke mindst vindmøller. En praktisk og alsidig baggrund, som er særdeles værdifuld som partner og Senior Solution Engineer i FRECON.
Viden og erfaring overføres til FRECONs kunder
Begge FRECONs ejere er uddannede værktøjsmagere, og det har gavnet løsninger af mange typer opgaver på tværs af industrier.
”Vi har taget vores erfaringer fra værktøjsindustrien med til mange andre industrier og opgaver her hos FRECON, ” fortæller Leif. ”Vi har eksempelvis også arbejdet meget med støbejernsemner og konstruktion af sprøjtestøbeværktøjer til plast. Den viden er af stor betydning i dag, når vi skal tegne støbte emner til vores kunder i vindmølleindustrien. Lige så med vores store idérigdom og evne til at finde på nye og alternative løsninger.”
Men ikke kun Leif og Frederik Rytter nyder godt af den omfattende erfaring, som FRECON er baseret og grundlagt på. Med teamwork som én af FRECONs grundlæggende værdier, er erfaringsudveksling en vigtig del af hverdagen i ingeniørhuset.
”Den unikke erfaring vi bringer med fra vores mange års arbejde som bl.a. værktøjsmagere, deler vi rigtigt gerne med vores kolleger, som ikke har haft de samme muligheder,” siger Leif og fortsætter:
”På samme måde, kan vi lære rigtig meget af de unge, som kommer fra universitet og har meget stor teoretisk viden og færdigheder. Vi prioriterer den erfaringsudveksling, og vi sidder gerne og arbejder sammen hen over bordet i det daglige. Det giver vores kunder løsninger, som gør en forskel, og som ikke bare ”kan tages ned fra hylden”, men passer præcist til den problemstilling, de kommer med.”
Vores nyhedsbrev indeholder et godt mix af faglige ingeniørtips, vidensdeling samt generelle FRECON nyheder.