FRECON valgt som rådgiver for SeaTwirls unikke flydende vertical-axis vindmølle

FRECON valgt som rådgiver for SeaTwirls unikke flydende vertical-axis vindmølle

Pressemeddelelse

Flydende vindmølleparker med vertical-axis vindmøller kan meget vel være næste generations offshore-løsning til de store havdybder. SeaTwirl står bag det innovative projekt SeaTwirl S2, hvor FRECON skal bidrage med over 20 års erfaring indenfor nav- og tårndesign for de største vindmølleproducenter i branchen.

Den svenske tech-virksomhed SeaTwirl AB er lidt af en pioner indenfor offshore vindmøllekoncepter. Deres vertikalt roterende design er nyskabende og adskiller sig væsentligt fra konventionelle offshore-løsninger. Samtidig er deres vindmølle flydende, hvilket gør den særligt egnet til de dybe havvidder. Projektet bliver fulgt med stor bevågenhed i vindsektoren og er støttet af EU-midler.

Med på projektet er ingeniørhuset FRECON, som skal konstruere og beregne hele tårndesignet, nav, hovedaksel og interne dele på SeaTwirls nye S2-model. Siden marts 2021 har et dedikeret hold af specialiserede ingeniører arbejdet på de strukturelle komponenter i designet og udført beregninger i forhold til eksempelvis levetid og udmattelse.

 

FRECON valgt som rådgiver for SeaTwirls unikke flydende vertical-axis vindmølle

Billede venligst udlånt af SeaTwirl AB.

Troværdig partner i vindindustrien
FRECON bidrager med mere end 20 års erfaring som rådgiver for nogle af de største vindmølleproducenter i branchen og har oparbejdet omfattende ekspertise indenfor tårndesign, nav, interne dele og platforme. Det omfattende erfaringsgrundlag danner rammen for samarbejdet med SeaTwirl og det banebrydende vindmøllekoncept.

”SeaTwirls koncept er innovativt og helt unikt. Vi er meget begejstrede for at bringe vores viden i spil i et nyt setup, som ikke er set før i vindmøllebranchen,” fortæller FRECONs CEO, Claus Mølgaard Jensen.

Hos SeaTwirl blev FRECONs kompetencer sat i spil allerede i 2020 i forbindelse med en række mindre beregningsopgaver, og det var en oplagt mulighed for FRECON at fremvise kvalifikationerne som betroet sparringspartner i vindindustrien.

Jeg ser frem til at se resultaterne fra FRECONs arbejde. Deres erfaring fra projekter med avanceret konceptudvikling og konstruktion indenfor vindkraft er afgørende for et effektivt designarbejde,” fortæller SeaTwirls CTO, Jonas Boström.

SeaTwirls S2 1MW-pilotprojekt vil blive installeret i Norge i løbet af 2022.

 

FRECON valgt som rådgiver for SeaTwirls unikke flydende vertical-axis vindmølle

Billede venligst udlånt af SeaTwirl AB.

 

Information:

SeaTwirl AB er en svensk tech-virksomhed, som har visionen om at blive verdensledende indenfor flydende offshore vindkraft. SeaTwirls unikke og innovative design er baseret på en patenteret teknologi, som er særligt velegnet til havdybder på 100 meter eller mere. Virksomhedens første prototype, SeaTwirl S1 med en kapacitet på 30 kW, blev installeret i havet i 2015. Virksomheden har nu fuldt fokus på at færdigudvikle fuldskala pilotmodellen, SeaTwirl S2, som får en kapacitet på 1 MW og en højde på 55 meter over havoverfladen. S2-projektet er støttet med 2,48 mio. EUR af det Europæiske Innovationsråd (EIC).

FRECON A/S er et ingeniørhus stiftet i 1999. Her er man specialiseret i mekaniske løsninger fra stort industrielt udstyr til små mekaniske værktøjer og komponenter. FRECON har sine rødder som pålidelig sparringspartner for større kunder i vindmølleindustrien, men har også oparbejdet en stor kundebase i fødevarebranchen og metal- og maskinindustrien. Hovedkontoret ligger i Horsens, men der er yderligere lokationer i Esbjerg og i Tommerup på Fyn.