FRECON styrker salget med stærke tekniske kompetencer

FRECON styrker salget med stærke tekniske kompetencer

Ingeniørhuset FRECON fortsætter den forretningsmæssige udvikling med nye stærke kompetencer i salget. Målet er både at styrke samarbejdet med nuværende kunder og intensivere jagten på nye. Dermed fortsættes arbejdet ud fra den planlagte vækststrategi.

FRECONs salgsdirektør Claus Mølgaard Jensen havde hurtigt en bestemt person i tankerne, da salgsteamet i virksomheden skulle styrkes. ”Jeg gik bevidst efter en person med teknisk baggrund, som kunne forholde sig til maskinkonstruktion, bolte og skruer og samtidig havde styrke og erfaring til at klare det hårde new bizz arbejde og var god til kundepleje,” fortæller Claus. ”Det er mange krav – men min tidligere kollega Karsten Kristensen vidste jeg præcis kunne leve op til det. Derfor tog jeg kontakt til ham.”

10 sekunders reglen er afgørende
For både Karsten og Claus er 10 sekunders reglen afgørende, når de skal indlede et nyt samarbejde. Det handler om de første 10 sekunder efter man mødes. Er kemien god her – vil den også være det fremover. Det gælder både ved interne og eksterne kontakter. ”Det var mange år siden Karsten og jeg sidste havde set hinanden, men de første 10 sekunder gik godt, da vi mødes igen,” fortæller Claus. ”Og da Karsten samtidig kunne leve op til de krav, vi havde fastsat for stillingen, fik han tilbuddet om at komme til FRECON.”

Old school sælger
Karsten er uddannet maskinarbejder og maskiningeniør, og har mere end 35 års erfaring fra branchen. Han betegner sig selv som en old school sælger, som ligger vægt på en direkte kontakt til kunder og potentielle kunder, som bygger på en god og troværdig dialog. ”Nogle vil måske mene, jeg har det som en gammel cirkushest,” siger Karsten. ”Jeg kan slet ikke få nok af at komme ud at besøge kunderne, vise min virksomheds kompetencer frem og bygge et værdiskabende samarbejde op. Det så jeg rigtig gode muligheder for at få lov til hos FRECON. Samtidig har jeg stor respekt for de kompetencer, som findes i virksomheden og de løsninger, man udvikler. Så FRECON er på mange måder det rigtige for mig.”

Salget skal drives benhårdt 
Claus og Karsten er begge så drevne i salgsarbejdet, at de ved der skal knofedt og ihærdighed til for at få succes. ”Sammen med vores adm. direktør Bo Birkemose udgør vi nu et rigtigt stærkt og erfarent team med kompetencer, som supplerer hinanden på bedste vis,” siger Claus. ”Vi har mange spændende udfordringer foran os med adskillige nye kontakter, som skal plejes og udvikles. Her har vi fokus på at skabe ny forretning til vores afdelinger på Fyn og i Esbjerg samt på nye brancher bl.a. inden for olie & gas, industriel produktion og medical devices.”

Fortsat vækst
Kursen står dermed fortsat på vækst for FRECON, og man betragter vækstscenarierne som ”mulighedsorienteret”. ”Det vil sige, at vi ser mange muligheder foran os både for at udvikle på lokationer, i flere brancher og underbygge de nuværende brancherelationer,” siger Claus. ”Vi arbejder på alle fronter og nu med endnu flere kompetente ressourcer både i salg og det mere udførende ingeniørarbejde – og vi sætter benhårdt ind lige der, hvor vi ser de største muligheder.”

 

Foto: Karsten Kristensen, Account Manager, FRECON