Godt ingeniørarbejde kræver også, at man er god til at finde på. Det giver kunderne løsninger, som gør en reel forskel.
Det viser FRECONs medejer Leif Christoffersens 40 år i branchen – herunder mange års erfaring som værktøjsmager og konstruktør af avancerede værktøjer til den meget krævende bilindustri.
”Sammen med at man er god til at skabe sig et overblik, og har sans for detaljer og løsninger, som også fungerer i det virkelige liv, skaber det grundlaget for løsninger, der gør en forskel for kunderne,” fortæller Leif.
Leif Christoffersen, Partner og Senior Solution Specialist, FRECON
Værdifuld viden fra konstruktion af værktøjer
Leif er uddannet maskinarbejder / værktøjsmager og arbejdede i værktøjsbranchen, indtil han som 30-årig tog en teoretisk uddannelse som værktøjskonstruktør. Den praktisk baggrund har han taget med ind i sit arbejde hos FRECON. Han har opbygget en omfattende erfaring med konstruktion og dokumentation af mange forskellige typer af værktøjer til produktion af dele til bl.a. svenske og tyske bilproducenter.
Leif har også konstrueret værktøjer til produktion af emner til så forskellige områder som fly, hvidevarer, fødevarer, vinduer, solfangere, transportbånd og blomstercontainere – og ikke mindst vindmøller.
Alt er yderst værdifuld viden i både hans og kollegernes daglige arbejde hos FRECON.
Præcision er et ultimativt krav i bilindustrien
Når først produktionen af flere millioner styk i bilindustrien går i gang, skal værktøjet være meget fornuftigt og robust opbygget for at kunne holde til belastningen. Alternativt bliver det for hurtigt slidt eller går i stykker og hele produktionen må sættes på pause. Derfor er et ultimativt krav i bilindustrien et robust design og en præcision i det færdige værktøj, så det med hundrededele millimeters nøjagtighed kan producere emnet i meget store seriestørrelser.
Hos FRECON er vi alle åbne for at lære nyt
Teamwork er én af FRECONs grundlæggende værdier og også noget både Leif og Frederik ynder at praktisere. ”Den unikke erfaring vi bringer med fra vores mange års arbejde som bl.a. værktøjsmagere, deler vi rigtigt gerne med vores kolleger, som ikke har haft de samme muligheder,” siger Leif og fortsætter:
”På samme måde, kan vi lære rigtig meget af de unge, som kommer fra universitet og har meget stor teoretisk viden og færdigheder. Vi prioriterer den erfaringsudveksling, og vi sidder gerne og arbejder sammen hen over bordet i det daglige. Det giver vores kunder løsninger, som gør en forskel, og som ikke bare ”kan tages ned fra hylden”, men passer præcist til den problemstilling, de kommer med.”